Virksomheder donerer som aldrig før

Her i julemånederne kommer forskellen på rig og fattig meget til syne. Derfor er der rift om julehjælpen. Men der er også andre og vigtige måder som virksomhederne kan hjælpe andre på. Og det behøver slet ikke at være dyrt.

 

Herberger, julemærkehjem, folkekøkkener, varmestuer og krisecentre. Der er mange som i denne tid kan have glæde af en ekstra håndsræning. Det kan være økonomisk, men kan også sagtens være noget af det virksomheden selv producerer, handler med eller på andre måder har adgang til. Ja sågar kantinens overskudsvarer kan være i høj kurs for nogen. Og hvis det minimerer madspild samtidigt, har vi fat i noget, som for alvor rykker.

 

1: Få fri til at være frivillig

En god måde, som kan give mening er at give medarbejdere fri til at lave frivilligt arbejde. Hvis medarbejderen synes om idéen kan det sagtens gå tæt på nul for dig som virksomhed. Vi ved at frihed og mening med arbejdet hæver trivslen. Så hvis det er at give en aften i folkekøkkenet, mod at møde senere næste dag, kan man som arbejdsgiver hurtigt hente det ind igen.

 

2: Donér egne varer

Hos webshoppen Molly&My valgte man at lave en kraftig oprydning på lageret. Hvor tøjproducenter har været i vælten for at destruere tøj, havde pigerne fra Fredericia en helt anden tilgang. I samarbejde med det lokale krisecenter lavede de en aftale om at samle tøjet sammen og donere det til det lokale krisecenter. Effekten var meget overraskende. For det faktum at tøjet var nyt og stadig i poser, gav modtagerne en ekstra glæde.

 

3: Brug det til ekstra salg

Det kan være en speciel lejlighed, hvor overskuddet går til et bestemt formål. I nogle tilfælde er det netop sådan en ting, som får kunderne frem med pungen. Og i den gode sags tjeneste kan du få god PR og ikke mindst en god stemning i virksomheden, ved pludselig at arbejde for et godt formål. Det er et afbræk som sagtens kan have længere positive effekter på salg og effektivitet.

 

Så lad dette være en opfordring til landets virksomheder om at være kreative med hvilke muligheder man har for at gøre en forskel. Vi så det ved genåbningen, hvor mange inviterede medarbejderne ud at spise, eller forærede gavekort til lokale butikker. Små ting som gør en stor forskel for en virksomhed, som midlertidigt er slået ud af kurs. Sådan skal vi også behandle folk i vores samfund. Det er der god karma i.